Falstersvejkvarteret
En bevarende udviklingsplan i Middelfart
Hvordan bevarer vi identiteten og den særlige rå æstetik i transformationen af tidligere industriområder, samtidig med at vi både fornyer områderne til fremtidigt liv og også sikrer et så lavt ressourceforbrug som muligt?
I takt med at vores byer vokser, indgår transformation af udtjente industriområder i nye planer. Også de er bærere af kulturarven og på vigtige fortællinger om byens og samfundets udvikling. Samtidig udgør byggeriet i Danmark omkring 30% af landets samlede CO2-udledninger. Det er derfor afgørende at der udvikles nye praksisser for bevarende udviklingsplaner. Falstersvej kvarteret er et 30 hektar erhvervsområde, som Middelfart Kommune planlægger at omdanne til et blandet bykvarter. Schønherr har i samarbejde med Grandville bidraget til udviklingsplanen, og efterfølgende været rådgiverne på analyseplaner i forhold til klimatilpasning, biodiversitet og kulturmiljøer.
Metodefor samtænkning af cirkularitet, kulturarv og sociale potentialer
Målet med projektet har været at genanvende så mange bygninger og materialer som muligt indenfor selve området og derudover at bevare og styrke kvarterets identitet.
Schønherr har sammen med Planscape udviklet en ny screeningsmetode, der vurderer den enkelte bygning i forhold til transformationspotentiale, bylivspotentiale, identitet, kulturhistorisk værdi og indlejret CO₂. Denne metode gør det muligt at samtænke både de målbare kvantitative parametre med de kvalitative, sanselige og sociale parametre i en transformationsproces.
Dialog og inddragelse er fundament for forandring
En særlig vigtig viden der er kommet ud af projektet, er betydningen af dialog og inddragelse i processer, der omhandler den hverdagsagtige og oversete kulturarv. Dialogen kan over tid ændre forståelsen af hvad der har værdi og skærpe blikket på uhensigtsmæssige vaner og traditioner i byggebranchen.
I arbejdet med genbrug af lokale materialer udfordrer ejerskabsforhold, mængder, lovkrav og vanetænkning udnyttelsen at de stedspecifikke materialer. Fremtidens praksisser for genanvendelse af bygninger og materialer kræver derfor nye tilgange, nye systemer, nye virksomhedstyper og løbende samtaler og vidensdeling mellem borgere, grundejer og kommune forud for og under transformationsprocessen.
