Harrestrup Å i Vigerslevparken

Projektet i Vigerslevparken er en del af Danmarks største klimasikringsindsats, hvor Harrestrup Å transformeres til en fælles skybrudsstruktur for 10 kommuner i åens opland. Projektet koordineres med separatkloakering i de enkelte kommuner, hvilket reducerer ukontrollerede spildevandsoverløb og markant forbedrer vandkvaliteten i åen.

Teknisk er Harrestrup Å tilbageført til et naturligt, slynget forløb, hvor vandhastigheden varierer og skaber nye hydrauliske dynamikker. Åen udvides og øges i dybden, så den kan håndtere større vandmængder ved skybrud og ekstremregn. Kantzoner forstærkes med jordvolde og stendiger, som fungerer som midlertidige bassiner. Dette afhjælper oversvømmelser i nærliggende infrastruktur og boligområder.

På den fire kilometer strækning fra Hvidovre Station til Kalveboderne iscenesættes overgangszoner med flade brinker og vådområder, der understøtter biodiversitet og synliggør vandløbet i parken. Nye broer, stier, trampestier og opholdsdæk bringer borgerne tættere på åen og styrker områdets rekreative værdi.

Samtidigt forstærkes parkens eksisterende karakter med beplantning af fuldkronede træer og tættere buskadser, som skaber læ, struktur og rumlig variation. Vigerslevparken bliver dermed både en klimatisk bufferzone og et aktivt, grønt byrum for lokalmiljøet.

  • Projekt

    Harrestrup Å i Vigerslevparken –naturgenopretning og skybrudssikring af København

  • Bygherre/ordregiver

    Københavns Kommune, Hvidovre Kommune og HOFOR

  • Rolle

    Underrådgiver med fagansvar for den rekreative og landskabelige udformning. Skitsering, projektering og fagtilsyn.

  • Ingeniør

  • Øvrige samarbejdsparter

    WSP (totalrådgiver), OJ Rådgivende Ingeniører

  • Status

    Igangværende

  • Udeareal

    Ca. 172.000 m²

  • Præmieringer

  • Anlægssum

    Ca. 380 mio. DKK