Aarhus Musikhuspark

I forbindelse med udvidelsen af ARoS – The Next Level i samarbejde med kunstneren James Turrell, udskrev Musikhuset Aarhus og Aarhus Kommune en konkurrence om en ny bypark i Musikhusparken. Vinderprojektet binder Rådhusparken, Musikhusparken og ARoS Haverne sammen i én samlet fortælling.

Kernen er Ringen – en arkitektonisk ramme, der omfavner parkens grønne flade, forbinder kulturinstitutionerne og skaber nye opholdssteder. Nogle steder ligger den i niveau med græsset, hvor vand løber som i en rendesten; andre steder løfter den sig som en lang siddeplint, før den flader ud foran Musikhuset, hvor vandkunsten Tidevandsuret og et bredt vandspejl giver liv og lyd til byrummet. Endelig favner Ringen Skydome i et præcist tableau for Turrells værk.

Parkens midte er et grønt tæppe med plads til sommerkoncerter og vinterens skøjtebane - med grupper af træer som indrammende periferi. 23.000 stauder giver farver og liv året rundt og understøtter et rigt insektliv, mens naturens udtryk skifter med årstiderne.

Bæredygtigheden er forankret i genanvendelsen af materialer: 60 % af chausséstenene, 68 % af betonfliserne samt alle gamle brosten, granitblokke og pigsten stammer fra den tidligere park.

Byparken er et nyt, åbent mødested for hele byen – et sted til grønne oplevelser, kulturelle begivenheder og spontant samvær, hvor skønhed, natur og mennesker mødes i et levende byrum.

  • Projekt

    Aarhus Musikhuspark – byens grønne hjertekammer

  • Bygherre/ordregiver

    Musikhuset Aarhus, Aarhus Kommune

  • Rolle

    Totalrådgiver, Konkurrenceforslag (2 faser), landskabsprojekt, møbeldesign samt skøjtebane med støttefunktioner. projektforslag, projektering, udbud og fagtilsyn. Bygherrerådgivning vedr. udformning af legeplads.

  • Ingeniør

  • Øvrige samarbejdsparter

    Billedhugger Morten Stræde, Artelia, Habitats, FOS

  • Status

    Endelig færdiggørelse i 2026.

  • Udeareal

  • Præmieringer

  • Fond

    Realdania